onsdag den 29. oktober 2014

Lad mig kvæde et kvad...

...om kvæder!

De hedder marmelo i Portugal, tænk en gang.

Og så er de svære at finde, nemlig. Mon det var tilbage i Ribedagene at jeg så programmet "Historisk Mad" på DK4 og hørte Bi Skaarup lovprise kvæderne?
Der gik i hvert fald nogle år, og så faldt jeg over endnu en rosende omtale og tænkte: "Dem må jeg prøve at have mellem hænderne."

Det viste sig bare at være lettere sagt end gjort, for de sidste mange efterår har jeg kigget hver gang jeg var ude at handle for at se om jeg kunne finde kvæder, men nej.
Så var der en i sommer der sagde grønthandler, og selvom jeg så måtte bevæge mig lidt udenfor min comfort zone (jeg må indrømme at jeg altid foretager min indkøb i supermarkeder af den ene eller den anden slags), så forsøgte jeg mig der. De er sent klar i forhold til vores andre frugter, så når man støder på opskrifter i bladene først på efteråret, er de ikke til at opdrive, og jeg var derfor for tidligt ude i første omgang.

Det lykkedes, og nu stod jeg så med små tre kilo tyrkiske pærekvæder, og så var det jo bare at komme i gang.
Det var ret spændende, for selvom kvæden bliver lovprist og hyldet, bliver den også omtalt som værende ret svær at have med at gøre. Og ja, den er hård, men ikke mere end at det er til at have med at gøre.
Og den dufter faktisk ret stærkt - ikke ud i hele lejligheden, men alligevel.

Marmelade

Først blev det til marmelade - tre varianter; en med ingefær, en med citron og en au naturel (rent bortset selvfølgelig fra den MÆNGDE sukker der skulle i.)
Tre kvæder blev skrællet, udhuset og skåret i mindre stykker. 3 dl vand blev brugt til at koge dem helt i smadder inden jeg tilsatte ca. ½ kg sukker som fik lov at koge med inden jeg kørte mindre portioner over i en kasserolle for at tilsætte det "særlige".

Så kom de på skoldede glas, og står nu og afventer at jeg får indbudt nogen til en gang morgenmad så det kan blive vurderet. Umiddelbart synes jeg nu at denne "marmeladens moder" smager ganske godt.
Jeg må dog erkende at det ikke blev rødligt, som jeg ellers har læst at det skulle. Måske har det ikke kogt nok?

Kvædebrød

Det næste jeg forsøgte mig med, var kvædebrød som faktisk er mere konfekt end brød.
Kvæderne blev vasket godt af, skåret i mindre stykker, dækket med vand og endnu en gang kogt indtil de var helt møre - ca. 45 min.
Så blev de moset gennem en sigte, og de tre pærekvæder gav præcist en liter mos. Det passede lige nøjagtig til de 800 g sukker der så kom i. Endnu en gang skulle det op at koge, hvilket det gjorde i nær ved en time - og denne gang blev det rødligt/ravfarvet (jeg elsker rav).
Der var lidt at skumme væk, men det gik jo let nok, og så hældte jeg det op i en papirbeklædt bradepande.
Der skulle det så stå i nogle dage og tørre, inden det skulle skæres i små firkanter der blev vendt i perlesukker.


I dag har jeg så hentet en pakke i pakkeboksen - jeg kunne få æblekvæder ved at handle på nettet, fra Fuglebjerggaard - og der stod en meget dejlig duft ud af boksen da den lukkede op. Dem glæder jeg mig til også at forsøge mig med. Det må være helt anderledes at dømme ud fra aromaen.

- Line








tirsdag den 14. oktober 2014

Porcelænsmaler in spe?

Nej, næppe...

Men da jeg skulle holde min fødselsdag, blev min mangel på fade pludselig ret akut. Der skulle jo bruges temmelig mange til alt det bagværk.

Derfor købte jeg ganske billigt (ved Damborg Isenkram) et rundt fad, et ovalt fad og en etagere i hvidt porcelæn - og seks små termoglas.

Min porcelænspen viste sig at være udtørret, men den havde heller ikke været i brug i to år, så det er jo rimeligt nok, synes jeg. Til gengæld tog jeg en chance med glaspennene. De virker også på porcelæn, kan jeg så slå fast.

Etageren fik lov at stå som den var, de andre fade har jeg udsmykket med fri hånd. Kan være det ikke er smukt, men det er sjovt.

Til min fødselsdag havde jeg snydt med frokosten. Håndmadder fra Kvickly. Men så havde jeg også kreeret bordkort til de voksne.


- Line

torsdag den 9. oktober 2014

... og fordi en skorstensfejer er min ven

I min store kasse med garner lå der noget rustikt strømpegarn af ukendt fabrikat som jeg købte billigt i Netto for et par år siden - ikke mindre end 5 nøgler!
Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, faktisk, for det var sådan noget printet noget i pink, lyserød, lys lilla og lignende farver - som slet ikke passer ind i min garderobe.

Alligevel gik jeg i gang med at strikke en nederdel efter denne opskrift. Ret simpel fremgangsmåde, ingen drilske mønstre, ingen besværlige farveskift, hjælpepinde og så videre. Bare rundt og rundt og rundt i en uges tid. Jeg valgte dog at strikke den "omvendt" altså med vrangsiden udad, så der var flest retmasker i stedet for vrangmasker. Det går noget hurtigere, synes jeg.
Resultatet blev (som forudset) en nederdel der var stribet på tværs. Og det gør jo simpelthen underværker når man er lidt rund om numsen!


Eller noget...

Heldigvis passer den sådan størrelsesmæssigt, og i Matas (og andre steder med garanti) kan man købe tekstilfarve til sarte tekstiler som f.eks. uld. Varmt vand, røre farven ud i. Hælde det ned i en masse varmt vand med salt i og så stoffet i. Bevæge det rundt i 15 min, lade det stå i yderligere 45 hvor der bare røres af og til. Og så en skylning og en vask, et voila! så passer den bedre til mit tøj i skabet. Striberne står der stadig, men jeg synes at det er blevet noget pænere - mere afdæmpet.
Og så er den jo i uld, så den kommer til at gøre glæde når det er koldt, håber jeg.



- Line