En wannabe Darth Vader

I en tidligere post skriver jeg om Hans Ole og Prinsesse Leila som jeg lavede til  min svogers niece. I år til jul ønskede samme svoger sig selv nogle af slagsen. Opskriften havde han selv købt, så han vidste jo nok godt at de ville komme - selvom han sagde han var i tvivl om jeg kunne nå det.

De ovennævnte havde jeg garn hjemme til, og også garn til Darth Vader. Det skulle jo bare være sort. Desværre løb jeg tør da jeg nåede hans bælte, og projektet trak ud, så jeg (fordi jeg også liiige skulle lave en pony) først fik hæklet den sidste maske på selve juleaftensdag. Alle andre gaver havde været på plads i virkelig lang tid, blot ikke denne som er den gave jeg nogensinde har været tættest på ikke at nå.
Af samme årsag fik jeg ikke taget så mange billeder, hverken undervejs eller af det færdige resultat.

Svoger fik derfor de tre figurer til at holde sin gamle Yoda (se andet tidligere indlæg) med selskab.

- Line

My little Pony

Britt har delt de hæklede My Little Ponyer med mig i Pinterest, med en henvisning til Musen. Jeg havde selv set dem inden, og jeg synes de er smaddersøde.

Musen skulle i år have Det Lille Hus i den Store Skov i julegave - den fik jeg selv da jeg var lille og var vildt glad for den. Den er en af de første bøger jeg selv har læst fra ende til anden, hvis ikke dén første. Det samme er den for Britt. Sikkert fordi vi ikke kunne vente på at mor eller far læste den færdig (de var ikke helt så gode til at huske godnathistorien som Anne og hendes mand er, men vi er da blevet læsende væsener alligevel.) 

Da så Loppen ville få både Anna og Elsa-toddler dukkerne (en af mig, og en af moster Britt, onkel Jacob og Lillefisen), syntes jeg faktisk at Musen også skulle have noget legetøj af mig; hun fik masser af legetøj, selvfølgelig.

Så jeg gik i gang med en pony den 21. En kort overgang troede jeg at den skulle være en nissegave til enten Musen eller Loppen når de skulle sove hos mig natten til lillejuleaften. Det nåede jeg dog ikke. I stedet kom nissen med puslespil, og han dryssede nissesne på gulvet da han var inde! Musen kunne ikke helt greje den, for sneen smeltede ikke, men det føltes heller ikke helt som mel. 

Jeg spurgte Musen hvordan hendes drømmepony så ud. Den skulle være lilla med regnbuet hår, men eftersom jeg var i gang med en lyserød pony, blev den ikke lilla.

Den fik heller ikke noget cutie mark. Sådan en moster som mig kan jo ikke vide hvordan sådan en pony er, i stedet fik Maja lov at bestemme. Og ak og ve! Regnbueballoner, fordi ponyen er halvsøster til Rainbow Dash og Pinkie Pie! 

Jeg synes at halsen blev lidt underlig, og bagbenene lidt for lange, men alt i alt er den meget fin, og for et første forsøg helt ok. Næste gang skal jeg bare sørge for at strække det så meget ud som jeg kan, når jeg monterer hals og ben.

- Line

Juletræet med sin pynt

Ja, det er første gang jeg nogensinde har mit helt eget juletræ. Først boede jeg hjemme, derefter meget småt,  og endeligt holdt jeg altid jul(eferie) væk hjemmefra, og derfor kunne det ikke betale sig at have et juletræ.

Nu bor jeg tilpas stort og så tæt på at jeg er hjemme hos mig selv i julen at jeg var i Bauhaus og købe mit allerførste juletræ - et lille et på en meters penge. Jeg måtte gå hjem, for det er ret uhåndterligt at have med på cykel.

Jeg er vild med julekugler og har samlet i flere år. Gerne nogle med godt med farver på, men også nogle af dem fra Holmegård og nogle der er forholdsvist enkle. De har nu fået et sted at hænge - nogle af dem i hvert fald.

På et juletræ skal der jo også lys, og sådan nogle skal jo sidde fast. Der er så mange skønne samleserier med lysholdere at det er svært at vælge, og derfor købte jeg nogle helt enkle sorte balancelysholdere og nogle med klemmer på.

Begge slags fik så en omgang med spraylim og et dyp i glimmerbøtterne, og nu er de ret sjove, synes jeg, og kan i hvert fald sagten bruges indtil jeg eventuelt finder ud af hvad jeg hellere vil have.

Særligt tilfreds er jeg med balancelysholderne.

Jeg måtte desværre konstatere at jeg ikke har et eneste flethjerte, selvom jeg virkelig har lavet mange af dem i tidens løb - bare til alle mulige andre. Anden juledag fik jeg så lavet nogle til søster Anne, der viste sig kun at have fars gamle gulnede flethjerter. Mig selv skal jeg også nok få lavet til her i ferien.

- Line

Det' sørme, det' sandt, december

den travleste måned for nisser især.

Men i år er jeg, som jo altså desværre ikke er nisse, rigtig godt med.

Adventskrans og kalenderlysdekoration blev godt nok lavet i sidste øjeblik, men oven på mit skab ligger alle de gaver jeg skal bruge i år - bortset fra en; i dåser på altanen står honningkager, ingefærkager og mandelsmåkager, og i går lavede jeg en ordentlig omgang æbleskiver. Efter mors opskrift som sikkert har været i familien i mange år.

Det er jo ikke fordi det sviner særlig meget... Men når bare resultatet er godt, så er det jo i orden. Der er flest med svesker, det er jo så lækkert, og jeg er endnu ikke stødt på købe-æbleskiver med sveskefyld, så det må man klare selv.

På denne 2. søndag i advent kom der så en og smagte - det er da det mindste når han nu hjalp mig med at få min cykel hjem. Den var TEMmelig flad i fredags da jeg skulle fra arbejde.

I ved nok det der brune papir der er inden i en rulle gavepapir? Jeg fik to stykker frem af dem i går da jeg pakkede gave ind til en svoger, og fødselsdagsgave til Brittemusen.

Dem har jeg lavet fine juletræer ud af og givet dem en gang glimmerlak.

Og på billedet flankerer de de chokoladesnitter, som jeg også syntes at jeg ville prøve at lave.

Chokoladesnitter

Det man gør, er at tage 300 g mel, blande det med 200 g sukker, 1 tsk bagepulver, 1 tsk vanillesukker, 2 spsk kakao og et nip salt og så smuldre 200 g smør i. Det hele samles med et æg.
Dejen deles i fire stykker der trilles ud til pølser på ca. samme længde som bagepladen. De mases lidt flade, pensles med æggehvide og drysses med perlesukker, inden de bages ve 175 grader i ca. 10 min. Når det er taget ud af ovnen skæres de straks ud på skrå - og jeg fandt ud af at pizzahjulet var ret godt til det formål.

 

- Line

Pakkespil

Til vores årlige julefrokost i familien, på mors side, plejer vi at have pakkespil - og det er der jo ikke noget usædvanligt i.

Af og til har der været helt uforglemmelige pakke, f.eks. en guitar som mor lavede for nu vel mere end tyve år siden (hold fast, jeg bliver gammel). Den gik bordet rundt virkelig mange gange, og indeholdt... en paraply.
En anden var en meget stor pakke, med et kassettebånd i. Med Dræsinebanden.

Vi har spillet pakkespil i hele landet. Fra Kegnæs til Viborg (Sparkær), og fra Tarm til Ugerløse. Og alle mulige steder ind imellem. De seneste år har vi været på Fyn. Vi har ingen familie der, men det er sådan et passende sted, nu vi ikke kan være på Remisen i Haderslev mere.

Lige som til vores sommerfest, går diskussionen på hvor meget mad der skal være. Jeg er tilhænger af en god gammeldags julefrokost med sild og æg og høruppølser, leverpostej, rødkål og hele svineriet. Og risalamande. Og snaps og øl og god musik og leg. (Og sne, håbet er lysegrønt og stråler som krystaller).

Nu tilbage til pakkespillet. I år satte jeg mig for at lave indholdet selv! Og da vi holdt festen inden jul, og ikke som vi ellers har gjort nogle gange i januar, skulle det selvfølgelig være julepynt.

Derfor har jeg kastet mig over krympeplast og frembragt disse:

Weekenden efter fik jeg frembragt disse to hyggelige rumpenisser.

De er færdige på ingen tid, så jeg kommer nok til at lave flere - også fordi jeg så kan få brugt noget af det nissegarn jeg købte sidste år. Opskriften kommer fra Fröken Elsa
Og de har da også fået en fætter mere med i kassen.



Til gengæld var nissegarnet nok ikke det bedste til englen som jeg har hæklet udfra denne opskrift. Det burde nok have været bomuldsgarn fordi det er lidt mere fast i det. Jeg har lavet englen af bedstemorfirkant nr. 2, og så har jeg sparet lidt på piberenserne.

Lad mig kvæde et kvad...

...om kvæder!

De hedder marmelo i Portugal, tænk en gang.

Og så er de svære at finde, nemlig. Mon det var tilbage i Ribedagene at jeg så programmet "Historisk Mad" på DK4 og hørte Bi Skaarup lovprise kvæderne?
Der gik i hvert fald nogle år, og så faldt jeg over endnu en rosende omtale og tænkte: "Dem må jeg prøve at have mellem hænderne."

Det viste sig bare at være lettere sagt end gjort, for de sidste mange efterår har jeg kigget hver gang jeg var ude at handle for at se om jeg kunne finde kvæder, men nej.
Så var der en i sommer der sagde grønthandler, og selvom jeg så måtte bevæge mig lidt udenfor min comfort zone (jeg må indrømme at jeg altid foretager min indkøb i supermarkeder af den ene eller den anden slags), så forsøgte jeg mig der. De er sent klar i forhold til vores andre frugter, så når man støder på opskrifter i bladene først på efteråret, er de ikke til at opdrive, og jeg var derfor for tidligt ude i første omgang.

Det lykkedes, og nu stod jeg så med små tre kilo tyrkiske pærekvæder, og så var det jo bare at komme i gang.
Det var ret spændende, for selvom kvæden bliver lovprist og hyldet, bliver den også omtalt som værende ret svær at have med at gøre. Og ja, den er hård, men ikke mere end at det er til at have med at gøre.
Og den dufter faktisk ret stærkt - ikke ud i hele lejligheden, men alligevel.

Marmelade

Først blev det til marmelade - tre varianter; en med ingefær, en med citron og en au naturel (rent bortset selvfølgelig fra den MÆNGDE sukker der skulle i.)
Tre kvæder blev skrællet, udhuset og skåret i mindre stykker. 3 dl vand blev brugt til at koge dem helt i smadder inden jeg tilsatte ca. ½ kg sukker som fik lov at koge med inden jeg kørte mindre portioner over i en kasserolle for at tilsætte det "særlige".

Så kom de på skoldede glas, og står nu og afventer at jeg får indbudt nogen til en gang morgenmad så det kan blive vurderet. Umiddelbart synes jeg nu at denne "marmeladens moder" smager ganske godt.
Jeg må dog erkende at det ikke blev rødligt, som jeg ellers har læst at det skulle. Måske har det ikke kogt nok?

Kvædebrød

Det næste jeg forsøgte mig med, var kvædebrød som faktisk er mere konfekt end brød.
Kvæderne blev vasket godt af, skåret i mindre stykker, dækket med vand og endnu en gang kogt indtil de var helt møre - ca. 45 min.
Så blev de moset gennem en sigte, og de tre pærekvæder gav præcist en liter mos. Det passede lige nøjagtig til de 800 g sukker der så kom i. Endnu en gang skulle det op at koge, hvilket det gjorde i nær ved en time - og denne gang blev det rødligt/ravfarvet (jeg elsker rav).
Der var lidt at skumme væk, men det gik jo let nok, og så hældte jeg det op i en papirbeklædt bradepande.
Der skulle det så stå i nogle dage og tørre, inden det skulle skæres i små firkanter der blev vendt i perlesukker.

I dag har jeg så hentet en pakke i pakkeboksen - jeg kunne få æblekvæder ved at handle på nettet, fra Fuglebjerggaard - og der stod en meget dejlig duft ud af boksen da den lukkede op. Dem glæder jeg mig til også at forsøge mig med. Det må være helt anderledes at dømme ud fra aromaen.

- Line

Porcelænsmaler in spe?

Nej, næppe...

Men da jeg skulle holde min fødselsdag, blev min mangel på fade pludselig ret akut. Der skulle jo bruges temmelig mange til alt det bagværk.

Derfor købte jeg ganske billigt (ved Damborg Isenkram) et rundt fad, et ovalt fad og en etagere i hvidt porcelæn - og seks små termoglas.

Min porcelænspen viste sig at være udtørret, men den havde heller ikke været i brug i to år, så det er jo rimeligt nok, synes jeg. Til gengæld tog jeg en chance med glaspennene. De virker også på porcelæn, kan jeg så slå fast.

Etageren fik lov at stå som den var, de andre fade har jeg udsmykket med fri hånd. Kan være det ikke er smukt, men det er sjovt.

Til min fødselsdag havde jeg snydt med frokosten. Håndmadder fra Kvickly. Men så havde jeg også kreeret bordkort til de voksne.

- Line

... og fordi en skorstensfejer er min ven

I min store kasse med garner lå der noget rustikt strømpegarn af ukendt fabrikat som jeg købte billigt i Netto for et par år siden - ikke mindre end 5 nøgler!
Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, faktisk, for det var sådan noget printet noget i pink, lyserød, lys lilla og lignende farver - som slet ikke passer ind i min garderobe.

Alligevel gik jeg i gang med at strikke en nederdel efter denne opskrift. Ret simpel fremgangsmåde, ingen drilske mønstre, ingen besværlige farveskift, hjælpepinde og så videre. Bare rundt og rundt og rundt i en uges tid. Jeg valgte dog at strikke den "omvendt" altså med vrangsiden udad, så der var flest retmasker i stedet for vrangmasker. Det går noget hurtigere, synes jeg.
Resultatet blev (som forudset) en nederdel der var stribet på tværs. Og det gør jo simpelthen underværker når man er lidt rund om numsen!

Eller noget...

Heldigvis passer den sådan størrelsesmæssigt, og i Matas (og andre steder med garanti) kan man købe tekstilfarve til sarte tekstiler som f.eks. uld. Varmt vand, røre farven ud i. Hælde det ned i en masse varmt vand med salt i og så stoffet i. Bevæge det rundt i 15 min, lade det stå i yderligere 45 hvor der bare røres af og til. Og så en skylning og en vask, et voila! så passer den bedre til mit tøj i skabet. Striberne står der stadig, men jeg synes at det er blevet noget pænere - mere afdæmpet.
Og så er den jo i uld, så den kommer til at gøre glæde når det er koldt, håber jeg.

- Line

Bedstemor Ands æbletærte

Vi kender den alle sammen: Tærten, der står dampende i det åbne vindue, så svage sjæle i miles omkreds (Anders And, Fætter Guf og til tider Rip, Rap og Rup) fristes til alverdens gale streger, for at få fingre i den. Den må bestemt være verdens bedste æbletærte.

For nogle år siden faldt jeg over en opskrift, som skulle være Bedstemor Ands egen opskrift på æbletærte. Der er mange af de opskrifter rundt omkring på nettet, og afvigelserne er minimale. Hvor opskriften kom på skrift første gang, tør jeg ikke sige, så jeg tillader mig at bringe den her uden kildeangivelse.

Dej:
200 g blødt smør
300 g hvedemel
100 g sukker
1 æg

Smørret skæres i små tern, som smuldres med mel og sukker til blandingen ligner reven parmesan. Derefter samles dejen med ægget. Dejen deles i to cirka lige store portioner og trilles til kugler. Kuglerne trykkes flade, og de skal herefter ligge i køleskabet i mindst en time.
Jeg plejer at gøre den ene portion lidt større end den anden, for de skal være til hhv. bund og låg, og bunden skal jo også dække tærteformens sider.
De to dejportioner plejer jeg at lægge på et par stykker madpapir på en tallerken, som jeg dækker med husholdningsfilm. På den måde undgår jeg, at de klistrer fast på underlaget i køleskabet.

Fyld:
5-6 æbler - må faktisk gerne være lidt syrlige
Saft af en halv citron
125 g sukker
2½ spsk. hvedemel
1/4 tsk. reven muskat (evt. mindre for en mere neutral smag, hvis man vil)
40 g smør

Æblerne skrælles, udkernes og skæres i både på 2-3 mm i tykkelsen. Æblerne vendes herefter i citronsaft.
Smuldr smørret med mel, sukker og muskat, og bland sammen med æblerne.

Efter mindst en time på køl rulles dejen ud til bund og låg. Bunden lægges i en smurt tærteform, og fyldet fordeles jævnt derpå. Herefter lægges låget på, og kanterne trykkes forsigtigt sammen med en gaffel. Evt. overskydende dej skæres af. Der skal skæres fire store revner i låget, så dampen fra fyldet kan komme ud, når tærten bages.
Tærten pensles med vand og drysses med lidt rørsukker - ifølge opskriften, men lige den del glemmer jeg altid, og den smager udmærket alligevel.

Tærten skal have 40-45 minutter ved 200° på ovnens midterste rille.

Tærten smager allerbedst, når den stadig er lidt lun, og så skal den serveres med creme fraiche til. Mmmm!

Jeg er sikkert ikke den eneste, der engang imellem har besvær med tærtedej. Da jeg bagte denne gang, var det længe siden, jeg sidst havde lavet tærte, og jeg havde glemt alt om, hvordan jeg plejer at gøre, hvilket resulterede i, at bunden gik helt galt. Toppen gik meget bedre, fordi jeg lige havde dummet mig én gang.
Det jeg plejer at gøre er, at jeg sørger for rigeligt med mel på både bordet, kagerullen og oversiden af dejen. Når jeg så begynder at rulle dejen ud, sørger jeg for at vende den tit og ofte, mens jeg hele tiden sørger for godt med mel, så den aldrig klistrer fast. Undervejs sørger jeg selvfølgelig også for at reparere de revner, der opstår i kanten af dejen.
Den allersværeste del er selvfølgelig at få dejen fra bordet til formen, og der har jeg desværre ingen gode råd. Det plejer bare at lykkes ret godt, og ellers må man lave lidt småreparationer.

Jeg synes selv, at den her kage er al besværet værd, for den tager ærlig talt noget tid at lave. Den skal bare gerne opleves mindst en gang hvert efterår. Line havde aldrig smagt den før i går, fordi hun bare aldrig har været i nærheden, når jeg lavede den. Derfor tænkte jeg, at jeg var nødt til at lave den, da hun meldte sin ankomst til te, fordi hun skulle have filt til sin lykkedrage.

- Britt

Puf, hvor kan man finde drager som dig?

Min svoger har fødselsdag i starten af juli, og ved den lejlighed afgav hans mor en bestilling ("Altså, bare hvis du har tid og lyst, Line.") på denne her.
Jeg har gået og tygget på den længe (sådan i overført betydning, naturligvis, eftersom garn ikke smager godt), men blev så enig med mig selv om at den lysegrønne jeg havde liggende, måtte være passende.

Faktisk faldt jeg selv for den lille fyr for lang tid siden, gemte opskriften, men undlod at lave den fordi der skulle alt muligt mærkeligt til, mente jeg. Ved nærmere eftersyn var det jo bare tre farver filt, broderegarn og perler...







Selve hækleriet tog bare en aftens tid. Og så gik jeg i stå igen, temmelig meget i vildrede over hvor jeg dog skulle finde hobbyfilt henne. At bestille over nettet, med porto til følge, virkede som lidt for meget, men så kom jeg i tanker om at Britt jo havde lusket Mors kasse med filt med hjem.
Og hun ville godt dele lidt ud af det!

I går hentede jeg det så, filten - og fik en rigtig hyggelig eftermiddag og aften i tilgift fordi Britt havde bagt Bedstemor Ands æblekage (som jeg har hørt meget om, men ikke smagt før i går). Og så blev jeg budt på medister, og hvor tit får man lige det?

Nå, tilbage til dragen. Det drillede lidt, det med at lime garnstumper fast; det tørrer langsomt. Munden blev lidt større end på forlægget, men ikke desto mindre synes jeg godt jeg kan være bekendt at have den med til Annes svigermor i morgen når vi skal til Loppens toårs-fødselsdag. To år!






















Jeg tror faktisk også godt at jeg kan lave en mere en gang. Jeg skal bare huske at sige at den ikke er legevenlig.

- Line

















P.S. Selvom jeg sagde til søs' svigermor at jeg ikke ville have noget for den, har hun alligevel, her et par uger senere, købt chokolade til mig. Og hvem siger nej til chokolade? Loppen gør i hvert fald ikke, hun var lige ved at beholde det.

Glimrende!

Det her lille projekt har været overvældende længe undervejs, når man tænker på, hvor nemt og hurtigt det egentlig er overstået. Og nu, hvor jeg endelig er færdig, har jeg de fineste fyrfadsstager, som jeg lige skal finde en plads til.

Første udfordring er at samle glas sammen, men det gik fint. Jeg fik hurtigt samlet en lille flok, fordi Lillefisen engang imellem spiser noget frugtmos, som kommer i sådan nogle små glas, som lige netop passer i størrelsen til fyrfadslys. Jeg fik endda også nogle glas forærende rundt omkring, så jeg kan lave flere, hvis jeg vil, og det tænker jeg, at jeg måske vil. De ville fx være fine værtindegaver (hvis jeg nogensinde fik taget mig sammen til at være sej nok til at huske den slags), og så ville de også være fine til jul.

Kunsten er ikke stor. Faktisk er det så nemt, at jeg ikke engang har taget step by step billeder, for det kunne jeg ganske enkelt ikke nå. Man tager lidt flydende hobbylim på en pensel og maler på indersiden af glasset. Jeg har påført det sådan lidt ujævnt, men man kan også lave en skarp kant med lidt malertape alt efter smag. Inden limen tørrer, hælder man en passende mængde glimmer i glasset og "vælter" det rundt, så det sætter sig i limen. Eventuelt overskydende glimmer kan hældes ud og tilbage i bøtten.

Når limen er tør, har man de fineste fyrfadsstager. Som sagt ville de være fine til jul, hvor man kan lave dem med guldglimmer, hvis det lige passer bedre til ens julepynt. Tænker også at de kunne være ret så festlige på havebordet til sommer, hvis man laver et rødt og et blåt osv.

- Britt

Der bor en bager

Jeg havde jo fødselsdag for nylig, og da gav vores Claus og jeg en hurtig gang chili con carne (med hjemmedyrket chili), og så ville vi begge holde en ordentlig fødselsdag senere.

I dag var det min tur, og nu kan min ovn endelig holde et par fridage  - den har ellers været i gang hver dag den sidste uges tid.

Jeg har lånt vores Oldemors opskriftsamling med hjem for noget tid siden. Oldemor fungerede som kogekone på Als da min mormor var barn, så det har været i 20'erne og 30'erne. Hun har nok haft forstand på mad, tænker jeg.
Og nogle af tingene ville jeg vældig gerne prøve; derfor besluttede jeg at jeg ville arrangere kagebord a la Sønderjylland hvor min mor jo kom fra. Sådan et ordentligt kaffebord har jeg kun prøvet en enkelt gang, og det er fem år siden.
Pipinkranse syntes jeg lød sjovt, og så mindede opskriften hos Olde om skørdejskringler som jeg stødte på flere gange i min research. De skulle derfor prøves. Jeg kunne godt lide dem, men de fik vist en lidt blandet modtagelse hos mine gæster.

Jeg faldt også over stribetærte som efter sigende (skrivende) hører sig til. Den smagte fint nok, men alligevel vil jeg give mine gæster ret: den var meget sød, på trods af ribsene.
Kringle havde jeg i forvejen, en himmelsk opskrift som jeg fik af en pige i min første klasse (altså den første klasse hvor jeg var klasselærer - en flok skønne unger). Den hedder derfor Kristinas Kringle, og den blev, igen, spist op.

Jeg husker at Mor tit snakkede, ja nærmest fablede, om hedesand; jeg tror faktisk at det er derfor den opskriftssamling er havnet hos Mor i sin tid... fordi der er en opskrift på dem. De skulle derfor på bordet.
De fik gode anmeldelser hos mine kolleger på mødet i torsdags, og min familie sagde: "Karamel?" Det tager jeg som et godt tegn.

Hos Oldemor er der ikke mindre end tre forskellige opskrifter på sandkage, og selvom det tog mig fire forsøg (gudskelov har jeg en stor fryser), ville jeg have en sandkage bagt i en flot form - og sådan en hjemmebagt en er virkelig en helt anden oplevelse end de købte!

Den bedste, måske er det nostalgi, æblekage i verden er den mor bagte - inden hun begyndte at eksperimentere med marcipan. Den kom også på menuen. Insa var vist nok en eller anden der havde en eller anden form for tilknytning til den gård hvor halvdelen af min mormors familie arbejdede mere eller mindre fast.
Rugbrødslagkage får man alt for sjældent, det smager jo utroligt godt! Og nu var det mig der holdt fødselsdag og derfor mig der bestemte.

Flere steder stødte jeg på katrineblommetærte, og et sted så jeg at man kan bruge sveskeblommer i stedet. Sveskeblommer har en særlig stjerne hos mig. De minder mig om sensommer i Rødovre, når man havde været på Ullerup Marked og så kom hjem i badebassinet. Det er smagen af barndom og sommer i haven. Men med sveskeblommerne var jeg altså overbevist!
Det var en lidt sjov oplevelse; smagte fint, men var jo altså lidt sjasket.

Og, på et kaffebord hører sig også friskbagte boller med tandsmør til. Og ve den der er så uopdragen kun at tage en halv bolle!

Nå ja, og så et meget utraditionelt indslag i form af lakridscookies.

- Line

Hedesand - Oldemor Anne Maries opskrift

125 g margarine
150 g sukker
190 g mel
½ tsk bagepulver
Lidt vanillesukker

Smøret brunes let og afkøles. Heri kommer man melis, vanille og det med bagepulver blandede mel. Af den godt forarbejdede dej former man ruller så tykke som en tokrone (årg. 1924 og frem, vil jeg skyde på; dejen hæver ikke meget, så jeg tror at en femmer er passende i dag). Disse lader man stå natten over.
Næste dag skærer man ½ cm tykke skiver som bages ved jævn varme ½ time. 

Pipinkranse

½ pund Mel

180 g smør

½ håndfuld sukker

1 æggeblommer

Æltes, trilles og smøres til små kranse der dyppes i piskede æggehvider, skårne mandler og sukker.

At jeg så formede kranse og udelod mandlerne, tager jeg på egen kappe. Men, når Oldemor ikke havde noteret noget om temperatur og tid, fandt jeg ud af, i første forsøg, at 18 minutter ved 175 grader var ret passende.

Den ene af oldemors sandkager

1/4 pund Kartoffelmel

1/4 pund Hvedemel

½ pund Smør

½ pund Sukker

4 æg

Smørret (og sukker) røres til salve, (æggene røres i et ad gangen),  og så røres melet i lidt ad gangen. (Jeg tilsatte et skvæt rom.) Efter nogle forsøg har jeg fundet ud af at kagen (vist) lettest slipper formen hvis den er smurt og melet.

Kagen fik så 45  min ved 180 grader.

Min form er en to-liters, så jeg har lagt 1/4 oveni Oldemors opskrift, og tilsat noget bagepulver.

Insas æblekage

½ kg æbler, skrællet og skåret i både

125 g margarine

150 g mel

100 g sukker

2 æg

½ tsk bagepulver

Dejen røres sammen som en sandkage og hældes i en smurt, raspdrysset form. Æbleskiverne stikkes ned i dejen.

Kagen bages 20 minutter v. 225 grader.

Rugbrødslagkage

100 g nødder

100 g mørkt rugbrød uden kerner

6 æg

150 g sukker

½ tsk bagepulver

Nødder og rugbrød hakkes fint. Sukker og æggeblommer røres hvidt, heri røres nødder, rudbrød og bagepulver. Hviderne piskes stive og vendes i.

Bundene bages ca. 45 min i tre velsmurte springforme ved 170 grader. 

Kagen lægges sammen med syltetøj, jeg brugte solbærsyltetøj, og det fungerede rigtig godt, og pyntes med flødeskum.

Kristinas kringle

250 g mel

25 g sukker

25 g margarine

25 g gær
1 æg

1 dl mælk

½ tsk salt

Margarine og mælk lunes, gæren udrøres heri og resten tilsættes og æltes godt. Dejen hæver til dobbelt størrelse. 

Dejen rulles ud til ca. 20x40 cm og smøres med:

Fyld:

150 g margarine 

150 g flormelis

2 tsk kanel

Enderne bukkes op og siderne lægges ind over hinanden. De skal pensles med æg inden de lægges sammen. Kringlen hæver igen, pensles med æg, drysses med perlesukker og bages i 20 min v. 200 grader på nederste rille.

Ingenting (uden mandler)

190 g mel
1 æggeblomme
125 g smør
1 spsk fløde

Æltes sammen, rulles ud og stikkes ud med et vinglas. Placeres på en bageplade og pyntes med:

1 æggehvide
100 g sukker
1 tsk eddike

Hviden piskes stiv, sukker og eddike vendes i.

De bages 12 min v. 150 grader.