tirsdag den 20. maj 2014

Nu hvor det er så dejlig varmt i vejret...

... er det vel helt på sin plads at blive færdig med en ulden cardigan.

Som så også er en del (forsinket?)  af fødselsdagsgaven til mig fra mine søstre og deres familier. Altså ikke at deres fødselsdagsgave var forsinket, den faldt lige til min fødselsdag... den rigtige i august... ikke den jeg holdt i påskeferien. Nej, bare betalt med det gavekort jeg fik til den lokale garnpusher.

Ja, jeg har været i gang med den siden juletid, så har der bare sneget sig en masse andre små projekter ind undervejs, så det har trukket lidt ud. I efteråret var der et tillæg med Hendes Verden (nr. 40) - de kaldte det Nordisk Strik - og heri var en fin kortærmet cardigan i noget garn som jeg havde nogle rester liggende af (Alpaca fra Drops, rigtig rigtig lækker kvalitet). En efterfølgende søgning på www.garnstudio.com efter noget småt at bruge resterne til førte mig også til opskriften fra Hendes Verden. Den er så her.
Jeg har altid været lidt vild med mønstrene i de islandske og norske striktrøjer, og her var en lettere (ikke sværhedsgrad, tror jeg, men størrelse/vægt) udgave af sådanne trøjer.

Jeg har strikket på den nu og da, men det er faktisk mønsteret der er gået hurtigst. Selvom det er noget drilsk med de der forskellige farver garn man skal føre med bagom.









Drops Alpaca
Da jeg i dag blev færdig med strikkearbejdet, var der virkelig mange ender der skulle fæstes og så det med at sy ærmet sammen og knapperne... gaaaab!

Jeg forregnede mig med knapperne, og der er derfor syv knapper i stedet for seks. Af samme grund er der to forskellige slags, hveranden har noget mønster - resten er glatte.

Jeg håber at der bliver anledning til at bruge den i løbet af de lyse sommer aftener.








- Line

Jeg har i øvrigt strikket den i farverne 7139, 3800 og 100

lørdag den 10. maj 2014

Lige til at savle over

Den nyeste opdagelse (ok, ofte er jeg lidt længe om at overgive mig til sådan noget moderne halløj) er Pinterest. Hvilken uudtømmelig guldgrube af ideer og inspiration! Og med den fantastiske egenskab at man kan gemme det man finder, så man ikke skal lede efter det igen - men det behøver jeg nok ikke at fortælle mere om.

Så sidder man der og roder rundt i håndarbejdsopskrifter og meget af det er tøjdyr og ting til børn. Så jeg er bare glad for mine tre små niecer!

Søster Britt mente heldigvis også at savlesmækken fra Hendes Verden var rigtig fin, og med en barnedåb der nærmer sig, er sådan en jo meget mere passende end de købte.

Jeg har jo altså stadig masser af 8/4 garn liggende i min kasse, så jeg kunne ligeså godt komme i gang. Den viste sig så at tage en lille aften at lave. Og dette blev resultatet:


Når det nu gik så hurtigt, tænkte jeg at en hvid også kunne være meget fin. Det blev så det jeg tog mig til på PR-møde hvor vi blev informeret om næste års arbejdstider. 

Efter at have lavet midten, fik jeg bare denne gang startet fra vrangsiden. Jeg korrigerede lidt for det ved at hækle i forreste kæde i resten af mønsteret. Så er de heller ikke ikke helt ens. 


Man kan godt se forskellen, synes jeg, men jeg gør det lige lidt tydeligere alligevel.


Søster blev glad for dem, så er det bare spændende om den lille blomst kan passe dem og hvor meget gavn de gør, nu de jo ikke er vandtætte.

Men fine, det er de!

- Line