En tremmeseng kan i virkeligheden være en farlig sag for en lille baby. Gemalens niece lånte vores datters tremmeseng en aften, hvor de var på besøg, da Lillefisen (ja, det kalder vi hende altså, for hun
er bare en lille fis) ikke var begyndt at bruge den endnu. Kort efter hun var blevet puttet, lød der pludselig meget høj gråd, og vi frygtede alle, at hun var væltet ud af sengen. Det viste sig, at hun havde fået benet i klemme mellem to tremmer. Så en sengerand var altså noget nær påkrævet, før Lillefisen kunne indtage sengen. Det var ellers planen, at det skulle være sket, da hun var omkring et halvt år, men arbejdet drillede mig, og så har der bare været SÅ mange ting, vi skulle om aftenen.
Det er egentlig længere tid siden, at jeg besluttede mig for, at jeg selv ville sy sengeranden. Jeg havde siddet og kigget rundt på nettet, og jeg var chokeret over, hvor dyre de er. Jeg ville gerne have en, der var lidt tyk i det, så den var mere end en gang pladevat, som bindes fast på siden, og så har sengerandskartellet åbenbart besluttet, at den slags koster 599 kr. - og måske 100 kr. mindre, hvis man gider have en ensfarvet. Det, tænkte jeg, kunne bestemt gøres billigere.
Jeg endte med at bestille selve skumranden på nettet på www.skumhuset.dk, som har en i passende længde og tre centimeters tykkelse til 168 kr. plus forsendelse. Den findes også i fem centimeters tykkelse, men det syntes jeg var så voldsomt igen.
Stoffet købte jeg i Stof 2000, som var så venlige at give mig rabat, da jeg tømte ruller :-)
Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg ville have siderne i hver deres stof, men det endte altså med, at jeg besluttede mig for felter af begge mønstre på begge sider, fordi det ville se bedre ud i samlingerne. Stoffet var ikke bredt nok til at dække 360 cm i længden, og jeg havde lidt svært ved at skulle have samlinger midt på en langside.
Jeg lånte mors overlocker af Anne, og det var lidt af en overvindelse for mig at sy på den, for lige siden mor anskaffede sin første af slagsen, brugte hun meget tid på at fortælle os, at vi ALDRIG måtte pille ved den, fordi de havde skarpe knive, som snildt kunne skære en finger over. Men da jeg først havde taget et par dybe indåndinger, var det jo en sand fornøjelse at sy på den. Kan ikke forestille mig et lignende projekt i fremtiden uden sådan en, det er helt sikkert.
Jeg lavede stofstykkerne, så de var 30x36 cm (plus sømrum), så der var ti på hver side, og så syede jeg ellers bare derud af, men jeg skal nok have lidt mere træning i den overlocker alligevel, for det endte i hvert fald med, at den ene side var lidt for lang, hvilket jo var nemt nok løst. Desværre var den anden side lidt for kort, så jeg måtte ud i noget opsprætning og lave et nyt sidste felt. Jeg har jo nok fået taget lidt for meget stof af med overlockeren engang imellem, så samlingerne på de to sider flugter ikke, som jeg havde forestillet mig. Men det er ærlig talt ikke noget, man ser, når musikken spiller.
Kanten er lavet af ensfarvet stof, som passer i bredden på tre centimeter. Normalt er sengerande med en lynlås i, men det er begrænset, hvor lange lynlåse, man kan købe. Jeg havde egentlig købt en, selv om jeg HADER at sy lynlåse i. Det endte så med at jeg ombestemte mig, for en af de svære ting ved sengerande er at trække betrækket på skummet. Derfor tænkte jeg, at jeg i stedet ville bruge velkro, fordi jeg så selv kunne bestemme åbningens størrelse. Tre meters åbning i bunden er bestemt nemmere at arbejde med, når den skal på.
Desværre var velkroen noget af en udfordring i sig selv, og den var faktisk skyld i at arbejdet trak noget ud, og at jeg undervejs var ved at kyle både stof og maskine ud af vinduet. Jeg har ikke noget erfaring med velkro, men jeg vidste, at man kunne få med klister på bagsiden, og det købte jeg, fordi jeg tænkte, at det da var meget nemmere, end at skulle sy det fast. Da jeg så havde sat det på, viste det sig (selvfølgelig, siger jeg nu) at det ikke sad godt nok fast til, at det ville holde i længden. Så jeg besluttede mig for at lave en søm til at holde det fast, hvilket bestemt ikke var en god idé, for selv om klisteret ikke var nok til at holde velkroen på stoffet, så var det alligevel kraftigt nok til, at det blev trukket med rundt i maskinen, så den næsten ikke kunne køre. Jeg måtte hele tiden selv dreje hjulet rundt, og tråden knækkede og syningerne blev grimme. Meget frustrerende! Heldigvis slap jeg for den tur til symaskinemekanikeren, som jeg frygtede det ville ende med. Det hjalp at fortsætte med at bruge maskinen, og nu er den tilbage i topform.
Det var med bankende hjerte, at jeg kom det færdige betræk på skumranden, for jeg havde snart ikke tålmodighed til mere. Heldigvis passede det, og det så faktisk rigtig pænt ud, selv om der var lidt skønhedsfejl hist og her.
Syv måneder gammel kunne Lillefisen så indtage sin tremmeseng og indvie sengeranden, og det gik rigtig fint, selv om det da er irriterende at skulle op om natten for at give hende sutten. Da hun sov i vuggen ved siden af mig, kunne jeg jo bare række ud.
Tilbage står så bare spørgsmålet, om det kunne betale sig at sy den selv. Jeg er bestemt ikke sikker. Materialerne løber nok hurtigt op i 400 kr., så rent økonomisk har jeg sparet noget, men hvis man lægger arbejdstiden til, som blev længere end jeg havde regnet med pga. problemerne undervejs, så er jeg bestemt ikke sikker på, om det kunne betale sig. Men jeg er glad for, at jeg lavede den, for den er noget hjemmelavet fra mig til Lillefisen, og det betyder også noget.
-Britt
