Fem små aber sad på en gren

Så fik jeg taget mig sammen til at få dem gjort færdig! I starten af februar gik jeg i gang med en samlebåndsopgave.

En kollega havde flere gange sagt at hun gerne ville have en hæklet abe, og så skrev min svigerinde at hun gerne ville "bestille" to... og så er der jo ikke langt til fire for at få brugt garnet op for en gangs skyld.
Nå, men jeg gik altså i gang og fik hæklet en hel masse. Indtil jeg løb tør for fyldevat i vinterferien...
Og så kom jeg bare ikke i gang igen, for jeg har følt mig noget brugt - måske skal jeg spise nogle flere rustne søm? (I mellemtiden har jeg nemlig oplevet at blive sendt hjem fra blodbanken pga. for lavt blodtal, ikke alarmerende lavt, men for lavt til at donere - og noget lavere end det normalt er.)
Det er ikke en gang fordi jeg har lavet en masse andet i den mellemliggende tid. Både strikkepinde og hæklenåle har ligget uvirksomme hen.

Den første hurdle kom faktisk allerede da jeg skulle købe garn. Normalt bruger jeg bare brugsens bomuldsgarn til hæklede tøjdyr, men der er ikke noget brunt garn i deres sortiment. I stedet fandt jeg Mayflower Cotton 8 i farven 1437, rødbrun, og 1438, beige, som faktisk gør det ret godt som abepels.

Efter fire uger hvor arbejdet faktisk bare har ligget og rodet på mit sofabord, fik jeg endelig taget mig sammen i går (palmesøndag). Det eneste jeg manglede, var benene og montering; og montering er bare noget af det mest kedelige! Særligt i de dele hvor der skulle ståltråd i! Det er ikke lykkedes mig at finde det som opskriften kalder elefanttråd, men det fungerer faktisk også ganske udmærket med det der ståltråd til havebrug, med sådan noget grønt plastik omkring.
Og så har jeg virkelig forsøgt ikke at overstoppe dem. De skal jo ikke "holde sig selv", så jeg ville undgå alt for mange kig til fyldet.

Endelig kan jeg så hilse velkommen til fire helt færdige abekatte, Kay Bojesen-stil.

Jeg må dog indrømme at jeg ikke helt forstår at der åbenbart er nogle der er helt tossede med at hækle dem. Det er ikke svært, bevares, men det er bare så kedeligt at hækle i brun:)

- Line

Fastelavn er mit navn

... og vikarerne på mit arbejde fik for længe siden den udmærkede ide at holde fastelavnsfest på skolen.
Jeg lod mig overtale til at tage med, og gik så i laaaang tid overvejede hvad jeg dog kunne klæde mig ud som - uden at skulle bruge alt for mange penge på det.

Det kom så til mig ret pludseligt, efter at have tænkt Mary Poppins og pirat, at det måtte være nemt at lave et Superwoman-kostume.
Faktisk er jeg glad for at søster Britts corsage-top lå helt oppe på loftet, så jeg ikke kom som sørøver, for dem var der flere af i forvejen.

Det blev altså til en blå t-shirt fra HM (50 kr), en rød dug i nervøs velour (70 kr) og rødt og gult filt (jeg snoldede for 12! kri Holbæks nye stofforretning).

Nederdelen var nem (bortset fra at stoffet var ganske forfærdeligt elektrisk). Klippet af i passende længde, syet sammen bagpå og bukket om så jeg kunne trække en elastik igennem rundt om livet.

Superwomans emblem blev klaret ved at printe et billede, klippe det ud og føre det over på filt. Gul som bundfarve, rød øverst, limet på. Det blev bare riet fast, så det er til at få af igen (t-shirten skulle jeg jo nok kunne bruge).
Kappen var også nem at lave. Passende længde, sat fast på t-shirten med læg og så en enkelt syning rundt.

Færdig med det!

Efter nogle timer med kappe på, måtte jeg sande det sande i Mrs. Hogensons "Ingen kapper!". Den hang jo i allevegne:)

Al min møje og besvær resulterede ikke i nogen præmie for bedste udklædning, men hvad... det går nok. Det var sjovt at lave.

- Line