I min store kasse med garner lå der noget rustikt strømpegarn af ukendt fabrikat som jeg købte billigt i Netto for et par år siden - ikke mindre end 5 nøgler!
Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, faktisk, for det var sådan noget printet noget i pink, lyserød, lys lilla og lignende farver - som slet ikke passer ind i min garderobe.
Alligevel gik jeg i gang med at strikke en nederdel efter denne opskrift. Ret simpel fremgangsmåde, ingen drilske mønstre, ingen besværlige farveskift, hjælpepinde og så videre. Bare rundt og rundt og rundt i en uges tid. Jeg valgte dog at strikke den "omvendt" altså med vrangsiden udad, så der var flest retmasker i stedet for vrangmasker. Det går noget hurtigere, synes jeg.
Resultatet blev (som forudset) en nederdel der var stribet på tværs. Og det gør jo simpelthen underværker når man er lidt rund om numsen!
Eller noget...
Heldigvis passer den sådan størrelsesmæssigt, og i Matas (og andre steder med garanti) kan man købe tekstilfarve til sarte tekstiler som f.eks. uld. Varmt vand, røre farven ud i. Hælde det ned i en masse varmt vand med salt i og så stoffet i. Bevæge det rundt i 15 min, lade det stå i yderligere 45 hvor der bare røres af og til. Og så en skylning og en vask, et voila! så passer den bedre til mit tøj i skabet. Striberne står der stadig, men jeg synes at det er blevet noget pænere - mere afdæmpet.
Og så er den jo i uld, så den kommer til at gøre glæde når det er koldt, håber jeg.
- Line
Ingen kommentarer:
Send en kommentar