onsdag den 19. februar 2014

Snart går der et lys op for mig

Hurra! Så fik jeg endelig lejlighed - ikke at det har hastet, for vores papfar er rigtig hyggelig at bo hos, men alligevel…


Sådan en skal indrettes, og selvom jeg jo har det meste opmagasineret, kommer jeg til at mangle lamper. Jeg faldt over billeder af lamper lavet af mellemlægsservietter og tænkte: “Hvis de kan, så kan jeg også!... men hvor skal alle de mellemlægsservietter (doilies på engelsk) komme fra?... suk…”


Så gennemtrawlede jeg genbrugsbutikkerne i Holbæk, uden held… lave dem selv? - det gad jeg ikke (mente ikke at jeg kunne vente den tid det ville tage...)


En efterlysning på facebook gav pote. En moster tilbød at hækle til mig, men igen... tiden! En anden moster ringede, skulle egentlig snakke med førnaævnte papfar, men mente at hun nok kunne skaffe nogle af Mormors. (Bare ærgerligt at jeg ikke var kommet i tanker om det noget før, sagde hun, for det var ikke lang tid siden de havde smidt mange af dem ud.)



De kom så med posten onsdag i sidste uge. Jeg købte kæmpeballoner hos Fætter BR (musen fik stor glæde af den ene), blandede en god gang stivelse af kartoffelmel (se opskrift nedenfor) og satte i gang.

I første forsøg klaskede jeg en masse mellemlægsservietter på og dækkede ballonen helt (jeg havde set en svensk blog hvor bloggeren sagde at det sagtens kunne lade sig gøre) og lod den hængetørre - med det resultat at den blev forfærdeligt bulet da servietterne tørrede op.

Jeg måtte altså pille det hele fra hinanden, rense servietterne og starte forfra. Denne gang ikke med flere servietter på end at de alle kunne "ligge ned" og tørre. Enkelte steder bulede de nu lidt op, men ikke mere end at lidt vand og klister kunne klare det. Den fik lov at ligge og tørre i en opvaskebalje.

Da den langt om længe var helt tør, kom den op at hænge og fik en god omgang hårlak.
Ballonen blev klippet op, og heldigvis løsnede den sig fint helt af sig selv. Det var ellers en lidt nervepirrende oplevelse da det gav nogle grimme, knasende lyde - men det hele holdt sig på plads.
















Så kom den næste udfordring: ophæng!






En rispapirslampe måtte lade livet, så metalringen øverst kan holde lampen, mens stiveren kan styre ledningen - forhåbentlig.

 - Line









Opskrift på kartoffelmelsstivelse (det er faktisk en ret stærk klister der kommer ud af det)

3 spsk kartoffelmel
1 dl koldt vand
3 dl kogende vand.


Kartoffelmel røres ud i det kolde vand. Det kogende vand tilsættes en dl ad gangen mens der røres rundt. Det bliver ret tykt, og ser ikke så lækkert ud. Men det virker!


Jeg endte med at bruge to af disse portioner.