onsdag den 31. juli 2013

Små søde sommerfugle

I går havde gemalen og jeg besøg af hans bror og svigerinde - bedsteveninden. Det i kombination med det lidt mildere sommervejr gav mig lyst til at bage, hvilket jeg ikke har, når vejret er for varmt.

Normalt er jeg en stor tilhænger af klæbrige chokoladekager og en helt bestemt æbletærte, men det er det nu stadig for varmt til, så jeg satte mig til at læse lidt i en af de (mange og garanteret ubrugte) kogebøger, jeg har arvet fra min far. Der fandt jeg en opskrift på sommerfugle-citronmuffins, der uanset navnet kun indeholder citron og ingen sommerfugle. De kommer ind i billedet, når man skal pynte kagerne.

De består af helt almindelige ingredienser, er rigtig nemme og ligner en million - og så smager de himmelsk og sommerligt!

Det sværeste i hele forløbet var næsten at få omregnet spsk blødgjort margarine og smør til gram. Jeg mener - mens det er hårdt kan man ikke måle i skeer, og det er stadig svært og et værre svineri, når det er blødt. Hvorfor ikke bare angive det i gram? En spsk er 15 gram, så det er ikke engang et dumt, skævt mål.

Ud over det stødte jeg på det problem, at min sprøjtepose havde valgt at absentere sig, så jeg måtte tage en tylletop (hedder det det?) og bruge i en platikpose, hvilket gik fint, indtil de to dele opsagde samarbejdet og efterlod mig med topping i hele køkkenet. Men jeg reddede den, og resultatet blev fint.

Og her er så resultatet... Behørigt stablet op som sig hør og bør.
 Som små, delikate sommerfugle.

Og så opskriften, som jeg synes burde være landskendt. Den er til 12, men læs lige min kommentar forneden.

115 g hvedemel
1,5 tsk bagepulver
8 spsk margarine (120 g!), blødgjort
115 g sukker
2 æg, pisket let sammen
Fintrevet skal af en halv citron
2 spsk mælk

Topping:
6 spsk smør (90 g!), blødgjort
175 g flormelis, plus lidt ekstra til drys
1 spsk citronsaft

1) Kom 12 enkelte papirsforme i en muffinsbageform, eller sæt 12 dobbelte på en bageplade. Tænd ovnen på 190 grader.

2) Sigt mel og bagepulver ned i en stor skål. Tilsæt margarine, sukker, æg, citronskal og mælk og pisk det sammen med en håndmixer, indtil dejen er glat. Fordel dejen i formene.

3) Bag kagerne i den varme ovn i 15-20 minutter, eller indtil de er gyldne og godt hævede. Flyt dem over på en bagerist, og lad dem køle af.

4) Til fyldet kommes smøret i en skål og røres luftigt. Sigt flormelis i og tilsæt citronsaft. Rør sammen indtil det er glat og cremet.

5) Når kagerne er kolde, skæres en cirkel af toppen med en savtakket kniv. Cirklen skal være ca. på størrelse med en to- eller femkrone. Skær hver cirkel midt over. Kom smørcreme på hver muffin med en ske eller sprøjtepose. Pres de to halvcirkelformede kagestykker ned i smørecremen vinkelret på hinanden, så de ligner sommerfuglevinger. Slut af med et drys flormelis.

Kagerne skal opbevares på køl, hvis ikke man spiser dem alle på en gang.

Selv om opskriften er til 12, ville jeg nok vælge næste gang at lave 1,5 portion ti 12 stks, for jeg fik kun til 11, og nogen af dem tittede knap op over kanten af formen, og en god top gør det nemmere at skære cirklen af.

/Britt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar