torsdag den 24. april 2014

Rabarbersaft

Jeg er vild med rabarber: tærte, kage, kompot, syltetøj osv. Desværre er de kun ganske kort i butikkerne - og det er nu!


Sidste år lykkedes det mig at få fat i Gammeldags Mad af Camilla Plum, og her er en opskrift på rabarbersaft (som jeg dog har tilpasset mine egne og min søsters smagsløg ved at halvere mængden af sukker). Mums.

Nå, men altså. Rabarber har de i kvickly, sukker i min krukke, en flaske fra efterårets hyldesaft.

Det er faktisk ret let at lave. 1 kg rabarber renses og skæres i 2 cm lange skiver. De koges i fem minutter i 1 liter vand. Så skal det egentlig bare stå og trække i en time inden saften sies fra.
Jeg bragte så saften i kog igen med 600 g sukker - vupti! Klar til flaske.

Den viste sig så bare at være ret sød når man skulle have et helt glas. Altså lavede jeg en portion mere og blandede sammen med det første under et opkog men uden sukker. Lidt atamon (bare for en sikkerheds skyld), to flasker skyllet med kogende vand. Og så saften via en målekande til flaskerne (Ok, indrømmet, der kom lidt bundfald med også).

Restproduktet smager ret godt blandet op i et surmælksprodukt.

Sådan en fin lyserød saft, der skal blandes op ca. 1:3 med vand.



- Line

Ingen kommentarer:

Send en kommentar