fredag den 11. april 2014

Så border vi!

Så er flytningen vel overstået, og jeg har det næste projekt færdigt.

I vinter faldt jeg over et billede af et bord lavet af tidsskriftskassetter. Det var smart, tænkte jeg, som sofabord. Det var anderledes, havde en hylde til blade, fjernbetjeninger osv., og jeg kunne bruge lidt tid på at lave det!

Tidsskriftskassetterne kom til at stå mig i omtrent 200 kr. Maling i yderligere 150 kr. Jeg har sprøjtemalet med kobbermaling indeni og malet hvidt udenpå. Der skulle selvfølgelig slibes indimellem. Kassetterne er limet sammen med fugelim. Det burde kunne holde.

Og så kom udfordringen med at finde noget at bruge som ben. Første tanke var en fin træskammel – men hold da op hvor de er dyre!

Så fandt jeg på at bruge en lille vinreol, men den viste sig at være for lav. Endelig lykkedes det – en hvid skammel fra Ikea, formedelst 29 kr. Det var jo en helt anden sag.

Endnu en gang stærk lim skal der til, men indtil det bliver gjort, kan bordet godt stå forsigtigt i et hjørne og se fint ud. I dagens anledning med en fin buket tulipaner på.


- Line

Ingen kommentarer:

Send en kommentar