torsdag den 10. juli 2014

Bærer den præg af dovenskab og langsommelighed?


Da jeg boede i Ribe, så det er jo altså et eller andet sted mellem seks år og seks år + et lærerstudie siden, gik jeg i gang med alt det der med at strikke i det hele taget. Ikke super avanceret i starten, man skal jo starte et sted.
I Netto havde de sådan en begynder-strikkebog med strukturmønstre, principperne i strikning havde mor lært mig.

Jeg strikkede et par puder til min mor, en lysebrun og en mørkegrå i garnet Hit Parade fra Mayflower* (de puder er sendt på pension, men ligger stadig i syrummet derhjemme og ser ud omtrent som nye) og gik i gang med en råhvid/creme-/æggeskals-/knækket hvid. Men, men, men... jeg synes det er ganske forfærdeligt kedeligt at strikke i hvidt og sort garn, så på et tidspunkt har jeg holdt en pause (og her er vi vel også måske 7 år tilbage) og er bare ikke kommet i gang igen. Før i søndags.

Jeg fik ryddet op i stumper, og faktisk sorteret så samme slags garn ligger sammen og smidt nogle rester ud! og var endnu en gang ved at lægge posen med det råhvide garn væk, men tænkte så at jeg bare skulle se at blive færdig med den i stedet. Så det blev pakket ud, jeg gik i gang - og kom hurtigt i tanker om hvorfor jeg nok havde fundet noget andet at lave. Alle masker, ALLE, skulle på den pind jeg var nået til, enten foran eller bagom arbejdet. Det tager en krig! Så jeg valgte at springe over hvor gærdet er lavest, gjorde rapporten færdig og strikkede resten i glatstrik i stedet. Meget nemmere!

Så var der garn til hæklede picotter på de tre af siderne, lige præcis ikke nok til den sidste, men pyt.

Nu kan jeg i hvert fald krydse den af på listen og lægge strikkepindene tilbage til de andre. Langsom kommer også frem:)

- Line

* Hit Parade laves vist ikke mere, men specifikationerne er: Hit Parade fra Mayflower. 70% polyacryl og 25% uld. Uldvask. løbelængde 150 m. P 3½ -4. 22 m = 10 cm. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar