fredag den 18. juli 2014

Den lille rødhætte

Ja, det bliver søster Britts lille pus når hun er ca. et år gammel. Tænker jeg i hvert fald.

Da jeg var lille, var jeg fuld af beundring over hvor hurtigt vores mormor kunne strikke. Vips vaps vups! Og så var der strikket en sweater eller et par strømper. Jeg er slet ikke selv oppe på at kunne strikke så hurtigt - måske er det fordi det ikke for mig er en "nødvendighed" at strikke på helt samme måde som det måske har været for en pige i 1940'erne og en voksen ung kvinde i '50-erne. Jeg gør det jo "bare" for hyggens skyld.

Mormor har haft brækket håndleddene et par gange, og det er derfor mange år siden hun lagde strikkepindene væk - dem fik jeg! Sammen med hæklenåle og hvad hun nu havde liggende af garn, fik jeg en hel bunke jumper-, strømpe- og rundpinde mens jeg læste. Pindene har jeg haft stor glæde af... garnet er bare flyttet med fra Ribe til Århus til Horsens og nu til Holbæk, for meget af det er der ingen banderole på, og andet er der bare ikke de store mængder af.

Som led i projekt oprydning (se også tidligere indlæg) fandt jeg uldgarnet Sisu fra Sandness Garn frem og kiggede nærmere på det. Samme specifiktioner som Mandarin Petit (også Sandness), rent bortset fra at det er uld og ikke bomuld.
Mandarin brugte jeg til at strikke en fin lille kyse til Musen for 4 år siden da hun var lille, og det samme brugte jeg så dette nøgle højrøde Sisu til. Det tog kun et par aftener at få det fra hånden, og selvom der i opskriften står 100 g, så har jeg ikke brugt 50 gram hverken i Sisu eller Mandarin Petit (mere om det en anden gang).

Jeg siger tak til Inga Hansen  for den fine opskrift (sjovt med det navnesammenfald med min faster. Desværre ved jeg ikke om hun havde interesse for sådan noget). Blot fik jeg samlet op til rullekant et forkert sted, og der er derfor en lille vrang-rille, men den synes jeg faktisk er meget fin. Og, hvis jeg skal lave sådan en igen, vil jeg lave bladene mindre, så de ikke behøver at lappe nær ligeså meget over.

Britt fik kysen med hjem (og lød meget begejstret) i går, da hun og den lille var på besøg hos mig og mine to feriebørn, Musen og Loppen. Skønne, skønne piger alle tre. Det er fabelagtigt dejligt at være moster.

På billederne er den udstillet på en grim gul skumbold balancerende på min fine Lyngby-vase som jeg erhvervede sidst der var aftensalg i Holbæk.









- Line

Ingen kommentarer:

Send en kommentar