lørdag den 6. september 2014

Der bor en bager

Jeg havde jo fødselsdag for nylig, og da gav vores Claus og jeg en hurtig gang chili con carne (med hjemmedyrket chili), og så ville vi begge holde en ordentlig fødselsdag senere.

I dag var det min tur, og nu kan min ovn endelig holde et par fridage  - den har ellers været i gang hver dag den sidste uges tid.

Jeg har lånt vores Oldemors opskriftsamling med hjem for noget tid siden. Oldemor fungerede som kogekone på Als da min mormor var barn, så det har været i 20'erne og 30'erne. Hun har nok haft forstand på mad, tænker jeg.
Og nogle af tingene ville jeg vældig gerne prøve; derfor besluttede jeg at jeg ville arrangere kagebord a la Sønderjylland hvor min mor jo kom fra. Sådan et ordentligt kaffebord har jeg kun prøvet en enkelt gang, og det er fem år siden.
Pipinkranse syntes jeg lød sjovt, og så mindede opskriften hos Olde om skørdejskringler som jeg stødte på flere gange i min research. De skulle derfor prøves. Jeg kunne godt lide dem, men de fik vist en lidt blandet modtagelse hos mine gæster.

Jeg faldt også over stribetærte som efter sigende (skrivende) hører sig til. Den smagte fint nok, men alligevel vil jeg give mine gæster ret: den var meget sød, på trods af ribsene.
Kringle havde jeg i forvejen, en himmelsk opskrift som jeg fik af en pige i min første klasse (altså den første klasse hvor jeg var klasselærer - en flok skønne unger). Den hedder derfor Kristinas Kringle, og den blev, igen, spist op.

Jeg husker at Mor tit snakkede, ja nærmest fablede, om hedesand; jeg tror faktisk at det er derfor den opskriftssamling er havnet hos Mor i sin tid... fordi der er en opskrift på dem. De skulle derfor på bordet.
De fik gode anmeldelser hos mine kolleger på mødet i torsdags, og min familie sagde: "Karamel?" Det tager jeg som et godt tegn.

Hos Oldemor er der ikke mindre end tre forskellige opskrifter på sandkage, og selvom det tog mig fire forsøg (gudskelov har jeg en stor fryser), ville jeg have en sandkage bagt i en flot form - og sådan en hjemmebagt en er virkelig en helt anden oplevelse end de købte!

Den bedste, måske er det nostalgi, æblekage i verden er den mor bagte - inden hun begyndte at eksperimentere med marcipan. Den kom også på menuen. Insa var vist nok en eller anden der havde en eller anden form for tilknytning til den gård hvor halvdelen af min mormors familie arbejdede mere eller mindre fast.
Rugbrødslagkage får man alt for sjældent, det smager jo utroligt godt! Og nu var det mig der holdt fødselsdag og derfor mig der bestemte.

Flere steder stødte jeg på katrineblommetærte, og et sted så jeg at man kan bruge sveskeblommer i stedet. Sveskeblommer har en særlig stjerne hos mig. De minder mig om sensommer i Rødovre, når man havde været på Ullerup Marked og så kom hjem i badebassinet. Det er smagen af barndom og sommer i haven. Men med sveskeblommerne var jeg altså overbevist!
Det var en lidt sjov oplevelse; smagte fint, men var jo altså lidt sjasket.

Og, på et kaffebord hører sig også friskbagte boller med tandsmør til. Og ve den der er så uopdragen kun at tage en halv bolle!

Nå ja, og så et meget utraditionelt indslag i form af lakridscookies.

- Line

Hedesand - Oldemor Anne Maries opskrift


125 g margarine
150 g sukker
190 g mel
½ tsk bagepulver
Lidt vanillesukker

Smøret brunes let og afkøles. Heri kommer man melis, vanille og det med bagepulver blandede mel. Af den godt forarbejdede dej former man ruller så tykke som en tokrone (årg. 1924 og frem, vil jeg skyde på; dejen hæver ikke meget, så jeg tror at en femmer er passende i dag). Disse lader man stå natten over.
Næste dag skærer man ½ cm tykke skiver som bages ved jævn varme ½ time. 

Pipinkranse

½ pund Mel

180 g smør
½ håndfuld sukker
1 æggeblommer

Æltes, trilles og smøres til små kranse der dyppes i piskede æggehvider, skårne mandler og sukker.
At jeg så formede kranse og udelod mandlerne, tager jeg på egen kappe. Men, når Oldemor ikke havde noteret noget om temperatur og tid, fandt jeg ud af, i første forsøg, at 18 minutter ved 175 grader var ret passende.

Den ene af oldemors sandkager


1/4 pund Kartoffelmel
1/4 pund Hvedemel
½ pund Smør
½ pund Sukker
4 æg


Smørret (og sukker) røres til salve, (æggene røres i et ad gangen),  og så røres melet i lidt ad gangen. (Jeg tilsatte et skvæt rom.) Efter nogle forsøg har jeg fundet ud af at kagen (vist) lettest slipper formen hvis den er smurt og melet.
Kagen fik så 45  min ved 180 grader.
Min form er en to-liters, så jeg har lagt 1/4 oveni Oldemors opskrift, og tilsat noget bagepulver.

Insas æblekage


½ kg æbler, skrællet og skåret i både
125 g margarine
150 g mel
100 g sukker
2 æg
½ tsk bagepulver

Dejen røres sammen som en sandkage og hældes i en smurt, raspdrysset form. Æbleskiverne stikkes ned i dejen.
Kagen bages 20 minutter v. 225 grader.

Rugbrødslagkage

100 g nødder
100 g mørkt rugbrød uden kerner
6 æg
150 g sukker
½ tsk bagepulver

Nødder og rugbrød hakkes fint. Sukker og æggeblommer røres hvidt, heri røres nødder, rudbrød og bagepulver. Hviderne piskes stive og vendes i.
Bundene bages ca. 45 min i tre velsmurte springforme ved 170 grader. 
Kagen lægges sammen med syltetøj, jeg brugte solbærsyltetøj, og det fungerede rigtig godt, og pyntes med flødeskum.

Kristinas kringle

250 g mel
25 g sukker
25 g margarine
25 g gær
1 æg
1 dl mælk
½ tsk salt

Margarine og mælk lunes, gæren udrøres heri og resten tilsættes og æltes godt. Dejen hæver til dobbelt størrelse. 
Dejen rulles ud til ca. 20x40 cm og smøres med:

Fyld:
150 g margarine 
150 g flormelis
2 tsk kanel

Enderne bukkes op og siderne lægges ind over hinanden. De skal pensles med æg inden de lægges sammen. Kringlen hæver igen, pensles med æg, drysses med perlesukker og bages i 20 min v. 200 grader på nederste rille.

Ingenting (uden mandler)

190 g mel
1 æggeblomme
125 g smør
1 spsk fløde

Æltes sammen, rulles ud og stikkes ud med et vinglas. Placeres på en bageplade og pyntes med:

1 æggehvide
100 g sukker
1 tsk eddike

Hviden piskes stiv, sukker og eddike vendes i.

De bages 12 min v. 150 grader.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar