mandag den 26. august 2013

Den Lille Havfrue (-hale)

Den Lille Havfrue har altid været mit yndlings H C Andersen eventyr.
Der er så mange lag i den, så mange pointer. Jeg skrev min sso om den i handelsskolen og fik et 11-tal, og lad os så ikke glemme Disney-filmen, som er et af mine tidligste barndomsminder, havskummet, som mor fortalte os var døde havfruer, når vi stod på dækket på de hedengangne storebæltsfærger og kiggede ned i vandet, eller den meget, meget fine børnebog vi havde med den.
Kort sagt har havfruen fulgt mig gennem hele livet, og derfor er det vel egentlig også på sin plads at Musen er blevet glad for havfruer. Eller, glad er vel ikke ordet, hun er mere eller mindre besat af Ariel for tiden og kunne se filmen flere gange om dagen hvis hun fik lov.
I sommerferien var jeg med hende i Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense (hvilket jeg vil anbefale alle prinsesse-mødre at prøve). Der kunne man blandt andet klæde sig ud som havfrue... Behøver jeg sige, at Musen siden den dag kun har snakket om og ønsket sig en havfruehale?
Hun har fødselsdag på onsdag, så bliver hun fire år, og udover at hun får sig et løbehjul, har jeg nu også syet en havfruehale til hende.



Havfruehaler som legetøj er lidt upraktiske, for de er jo ikke til at gå i. Derfor er den her kun beregnet til at sidde bagpå som en slags slæb. Det var fint nok i Odense, så må det også være det herhjemme.

Det er syet i tre lag meget syntetiske stoffer, hvilket gjorde arbejdet lidt besværligt.
Nederst er et lag turkisblåt satinfor, midterst grønt pailletstof og yderst sølvnet.
Tilsammen giver det turkisblå og det halvgennemsigtige grønne en fin Ariel-agtig farve, og nettet og pailletterne giver illusionen af fiskeskæl.
På billedet her kan man se for- og bagside tættere på.



Jeg startede med at tegne et mønster op og klippe ud. Det var umuligt at holde styr på alle tre lag samtidig, så jeg syede først pailletstoffet og nettet sammen og syede så satinstoffet på til sidst og vendte det.
Det hele er syet langs kanten for at holde formen og forhindre at det glider for meget rundt, men måske skulle jeg også give et par sting hist og her, da den har tendens til at pose lidt, fordi lagene vil hver deres vej.
Nå, men et bånd i livet, og så er den færdig.

Et par timer godt brugt, håber jeg. Jeg glæder mig i hvert fald til at se hendes ansigt når hun får den.
Og så må jeg ud og lede efter lilla muslingeskaller og en rød paryk...

/Anne

2 kommentarer:

  1. Hej...
    Min datter på snart 4 år, ønsker sig brændende en havfrue hale, men jeg har ikke fundet et mønster, som hun har godkendt udover din hale;-) Så spøger lige, hvilket mønster du har brugt????

    Mange hilsner
    Anja og Silke

    SvarSlet
  2. Hej Anja og Silke
    Ih, hvor har jeg dårlig samvittighed over at din kommentar er gået under min radar...
    Jeg har ikke brugt noget mønster til den, det er en jeg selv har tegnet, for jeg kunne ikke finde noget mønster til det.
    Så jeg tegnede bare en halv havfruehale på mønsterpapir og foldede en gang, så den i det mindste blev lige skæv til begge sider:)
    Hilsen Anne
    Og held og lykke med den, hvis du ikke allerede selv har haft kastet dig ud i det

    SvarSlet