søndag den 27. oktober 2013

Prinsesser og kongeriger

Se, det hele startede da Anne ventede Loppen (der var vist ikke nogen der tænkte i den retning da Musen var på vej). Den lille ny prinsesse skulle svøbes i det samme svøb som kronprinseparrets børn er blevet døbt i. Nogle kalder det "Det hele Kongerige", andre kalder det "Prinsessesvøb" eller "Prinsesvøb". Uanset hvad, så fandt jeg en opskrift på Familiejournalens hjemmeside.

Og mig af sted til garnpusheren i Horsens. Jeg havde en ide om noget duegråt. Det kunne være så fint, men ak! det købte garn viste sig i strikket tilstand at være alligevel lige en lillebitte smule for drengefarvet til en lille pige.

Altså af sted endnu engang. Denne gang blev det igen Lanett fra Sandnes men i en støvet lys gammelrosa (åh, det er svært at beskrive farver). Det første arbejde blev lagt til side, og så gik jeg i gang med det næste. Og nåede det! Loppen (eller hendes mor og far) fik det i barselsgave (for over et år siden), og det er blevet flittigt brugt, ved jeg.

Så var det jo at Mormor ytrede det ønske om et sjal - et halvt kongerige. Og musen fik et mini-kongerige, et Mickey-svøb - det krævede lidt regnearbejde at finde ud af hvor mange pinde der skulle strikkes, men det gik. (Midterfirkanten skal have 36 løkker på hver side; inderborten skal bestå af 36 pinde, dvs. 9 gange påfuglemønsteret; yderborten strikkes rundt om arbejdet indtil der ikke er flere masker at samle op.)

Med Loppens, Mickeys og Mormors forskellige udgaver af svøbet færdige kunne jeg vende tilbage til det blålige og få det gjort færdig - der er vel for en eller anden på et eller andet tidspunkt der får en dreng og skal have en barselsgave!


Anledningen til dette indlæg, som kan se ud til at være en stor smule forsinket, er at jeg lige er blevet færdig med endnu et kongerige. Jeg havde to nøgler tilovers af Arwetta fra Filcolana fra et arbejde som mor var begyndt på til mig, og som jeg gjorde færdigt (en rigtig sød top). Fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle bruge det til, købte jeg flere nøgler så jeg kunne strikke et sjal. Nu står jeg bare med andre to nøgler til overs og ved ikke helt hvad jeg skal bruge dem til:S

Det er lidt kedeligt at strikke midterdelen, men inderborten er sjov (der går lige en sektions tid inden mønsteret trænger ind hos mig, også med dette fjerde/femte arbejde med det mønster).
Når så turen kommer til yderborten, sker der noget nyt igen. Den er egentlig ikke så svær heller.


Efter fire yderborter (denne gang satte jeg alle masker fra alle fire inderborter på én lang rundpind), skal hjørnerne lukkes med heksesting, alle ender skal fæstes, arbejdet skylles og spændes op.


Måske kan jeg selv få det i brug, svøbet har jo en meget passende størrelse til et sjal, og jeg er vild med den petrolgrønne farve.

- Line








Ingen kommentarer:

Send en kommentar